Faurés Requiem med Frederiksborg Drengekor

Faurés Requiem med Frederiksborg Drengekor

Faurés Requiem med Frederiksborg Drengekor

Mandag 3. november 2025, kl. 19:30 - 21:00
Frederiksborg Drengekor & Vox Nordica
Gratis

Mandag den 3. november kl. 19.30 inviterer Sions Kirke til en stemningsfuld Allehelgenskoncert med Frederiksborg Drengekor. Aftenens hovedværk er Gabriel Faurés smukke Requiem, som suppleres af korsatser og orgelmusik af franske komponister som Maurice Duruflé, César Franck og Nadja Boulanger.

Fauré komponerede oprindeligt sit Requiem til det drengekor, han havde til rådighed i La Madeleine-kirken i Paris, hvor han virkede som organist. Senere ønskede han dog, at værket også kunne opføres i koncertsale af blandede kor og med orkesterledsagelse. Derfor findes værket i flere versioner. Ved denne koncert opføres versionen for kor og orgel.

Faurés idé om, at sopranstemmen både kunne synges af drenge- og kvindesopraner, realiseres smukt i denne koncert. Frederiksborg Drengekor opfører for anden gang værket i samarbejde sangere fra kammerkoret Vox Nordica, som flere af drengenes forældre synger i. Hele syv drenge synger ved denne koncert værket sammen med en af deres forældre – en unik musikalsk oplevelse, der forener stemmer på tværs af generationer.

Koncerten dirigeres af Karen-Maria Baun Hørlück og akkompagneres af organist Allan Rasmussen. Desuden medvirker akkordeonist Rasmus Schjærff Kjøller, og barytonsolist er Magnus Bille Fough Kristensen.

Om Frederiksborg Drengekor

Koret startede op i januar 2020 under ledelse af Karen-Maria Baun Hørlück. Koret er opbygget som en korskole med et Aspirantkor (2.-3. kl.), drengekor (3.-8. kl.) og mandskor (fra 8. kl.). Der er omkring 35 sangere tilknyttet korene og de kommer fra hele Hillerød Provsti og Nordsjælland i øvrigt. Koret øver ved en række ugentlige korprøver og sangerne får også undervisning i hørelære og sang. Koret har i sin levetid sunget ved næsten 100 gudstjenester, aftensange, koncerter, film- og reklameindspilninger og sågar til Louisiana Literature.

Alle er hjerteligt velkomne – entré er gratis.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed