Arkitektur og inventar
Sions Kirkes arkitekt er professor Valdemar Koch (1852-1902). Kirken er bygget af håndstrøgne mursten med rig anvendelse af kridtsten fra Stevns, endvidere af Savonnières-sten, bornholmsk granit og ølandsk kalksten samt enkelte steder norsk marmor. På kirkens sidefacader er anbragt en række kridtstensrelieffer med oldkirkelige symboler og ornamenter, som er modellerede og skåret af billedhuggeren Thomas Bærentzen. Taget er dækket med franske, grønlig udseende skifersten.
Kirkerummet er et bredt og forholdsvis kort rum med pulpiturer og rummer siddepladser til ca. 500 mennesker. Loftet er tøndehvælvet og har en indvendig højde på 13 m. I sidevæggene er placeret 20 høje, slanke, rundbuede vinduer. Alteret står i en let buet niche, og over altertavlen ses et galleri, som bæres af 3 hvide marmorsøjler.
I 1921 opførtes kirkens campanile med kobberspir, tegnet af arkitekt K. Varming. Tårnet har to klokker. En udbygning mod øst fra 1968 rummer kontorer og mødelokaler.
Alterbord og altertavlen
Alterbordet er beklædt med lyse majolikaplader, og her genfinder man motivet med vinrankerne og drueklaserne.
Altertavlen er udført af maleren Poul Steffensen og forestiller Jesus med den vantro Thomas, jvf. Johs.ev. kap. 20,27. Som modeller til billedet benyttede Steffensen personer fra sognet. Over altertavlen er væggen udsmykket af Kragh med vinranker og 12 drueklaser, som slynger sig om korset - med tydelig allusion til Johs.ev. kap. 15, " Vintræet og grenene ". Dette motiv omkranses af de syv menigheders engle, Johs.Åb kap. 2-3.
Orglet
Orglet er bygget af Carsten Lund, tegnet af arkitekt Rolf Graae og opført til kirkens 100 års jubilæum i 1996. Det består af hovedværk, svelleværk , rygpositiv og pedalværk og har i alt 31 stemmer. Instrumentet er anbragt på et nyt pulpitur, der flugter med sidepulpiturerne. Hermed fremstår kirkerummets vestparti nu sammenhængende og helstøbt.
Døbefonten
Døbefonten er udhugget i bornholmsk granit af billedhuggeren Anders Bundgaard (1864-1931), Gefionsspringvandets mester. Kummens flade relieffer med hjorte og slanger og fodens stærkt plastiske dyreslyngninger er nært beslægtet med de stærke jyske stenmestres værker. Bundgaard skænkede kirken denne prægtige font, som af mange anses for et af hans bedste arbejder.
