Fødsel og navngivning
Fødselsregistrering
Hvis der har medvirket en jordemoder til en fødsel, anmelder vedkommende fødslen på vegne af forældrene som det første, efter barnet kommer til verden. Forældre skal dermed kun anmelde en fødsel selv, hvis der ikke har medvirket en jordemoder ved fødslen. I det tilfælde har forældrene selv ansvaret for at registrere barnets fødsel via blanketten Fødselsregistrering senest 14 dage efter fødslen.
Forældremyndighed
Hvis man som forældre ikke er gift, skal der udfyldes en omsorgs-og ansvarserklæring senest 28 dage efter fødslen for at få faderskabet registreret. Derved opnås automatisk fælles forældremyndighed.
Navngivning
Et barn skal have navn senest 6 måneder efter fødslen, og det kan ske ved enten dåb eller navngivning. Ved barnedåb sker navngivningen automatisk som en del af dåben. Hvis barnet ikke skal døbes, eller hvis dåben først finder sted efter 6-månedersfristen, skal navngivningen registreres via en ansøgning på borger.dk. Ved navngivning bliver barnet ikke medlem af Den Danske Folkekirke. Dette sker kun/først ved dåb.
Navneændring
Hvis du har fast bopæl i Danmark, kan du søge om navneændring. Navneændring til et fælles efternavn i forbindelse med vielse er gratis. Ellers er der som udgangspunkt gebyr for navneændring.